Mens harmen over elendig mad til de ældre får frit løb i det meste af landet, har Ældrerådet i Vesthimmerland ikke noget at udsætte på den mad, de ældre får på plejecentrene.
Af Jacob Dalgaard
Man behøver ikke frygte for maden, hvis man står for at skulle på plejehjem i nærmeste fremtid. Den smager ganske udmærket.
Det mener i hvert fald Ældrerådet i Vesthimmerland, som selv har smagt på den mad, som plejehjemmene serverer for beboerne her i kommunen.
"Det er god mad, og det er det tætteste vi kan komme på at få mad, som er lavet fra bunden af," siger Erik Stagsted, formand for Ældrerådet i Vesthimmerland.
Vesthimmerlands Kommune køber maden hos Det Danske Madhus, som er en landsdækkende virksomhed, der leverer mad til 79 kommuner. Maden til plejehjemmene i Vesthimmerland leveres dagligt, og tilberedningen gøres færdig i små køkkener i de forskellige afdelinger på plejehjemmene.
De dage er nemlig talte, hvor man laver maden i et storkøkken og leverer det ud, forklarer Erik Stagsted. Som det fungerer i dag, oplever beboerne duften af maden i køkkenet, når den tilberedes, og det adskiller sig ikke fra den måde, som mad oftest laves ude i de små hjem, hvor maden købes delvis færdiglavet.
"Når man skal have kylling, går man jo ikke ud i hønsehuset og slagter en høne," siger Erik Stagsted.
70 personer får mad til en hel uge
Kommunen har også pligt til at tilbyde mad til ældre i eget hjem, som enten midlertidigt eller permanent ikke selv kan lave mad. Også her er Det Danske Madhus leverandør efter at have vundet en udbudt licitation.
Her leveres maden til gengæld ikke dagligt men kun én gang om ugen som køle- og vacuummad. Forvaltningschef ved Vesthimmerlands Kommune, Dorthe Jende, siger, at de omkring 70 modtagere af mad i eget hjem får installeret en mikrobølgeovn til at varme maden i, og det kan de fleste selv klare.
Til gengæld er det frivilligt om man vil på den kommunale ordning eller om man vil skaffe sin mad på anden vis. Og med kun 70 på den kommunale madordning, tyder meget på, at de fleste ældre finder en anden leverandør. Trend Kro og Sønderup Landkøkken er nogle af de konkurrencedygtige leverandører, som har fået godt fat i det marked og dagligt leverer mad ud til ældre.
Kommunen tager den maksimale pris
Fra Folketingets side blev der for få år siden sat et loft over, hvor meget kommunerne må tage for ældremad. Det loft er i dag på 49 kroner per dag, og det er netop den pris, som der kræves op i Vesthimmerland. Men det dækker ikke de faktiske omkostninger, så kommunen må spæde lidt til for at bespise de ældre, siger Dorthe Jende.
Det beløb vil Erik Stagsted og Ældrerådet heller ikke brokke sig over. Men stiger prisen yderligere, vil Ældrerådet reagere, for så vil der jo ikke være noget tilbage af pensionen, siger formanden.