I uge 13 har elever og medarbejdere på Vestrup Skole haft andre end de sædvanlige fag på skoleskemaet. Det er der kommet masser af læring ud af, er alle voksne med skoleleder Sonja Paulin i spidsen enige om. Trivsel, det at have det godt, er en forudsætning for, at den enkelte kan lære.
Fra mandag til torsdag har eleverne om formiddagen kunnet vælge 4 af i alt 7 forskellige værksteder, hvor elevernes samarbejde og dermed trivsel på tværs af alle syv årgange er kommet til udtryk: filmproduktion, skuespil og humor, kunst, sund madlavning, sport og bevægelse. Og der var mulighed for i værkstedet ”udeliv” at komme i skoven og være med til at plante træer og prøve kræfter med såvel træfældning som brændehugning under kyndig vejledning.
Eftermiddagene stod i det store fællesskabs tegn, hvor alle elever lavede samme aktivitet: skak, dans, teambuilding og forskellige former for spil. Gennem hele ugen, har det været hensigten, at små og store elever skulle arbejde sammen, hjælpe og inspirere hinanden. Noget vi netop er i stand til på den lille skole, da alle voksne og børn kender hinanden.
Hver dag over middag har alle elever været samlet til et par sange og fremvisning af dagens resultater. Ugen blev afsluttet på festligste vis fredag over middag med fuld power på den fælles dans under ledelse af den erfarne danseinstruktør, Louise Boyding Hejlskov fra Aars Business School .
Fælles for ugens aktiviteter var, at de jævnt tit kastede begejstring og smil af sig – indtil flere elever var sågar en tur omkring Sonjas kontor for at give udtryk for, hvor godt de syntes om ugen, og at vi skulle have en lignende uge en anden gang!
Alle har uden tvivl fået noget vigtigt med sig om trivsel fra ugen der gik. Samværet og aktiviteterne har helt sikkert også sat aftryk hos den enkelte elev, som han og hun kan bruge i dagligdagen fremover både på skolen uden for skolen.