Sygdom er en alvorlig sag, men derfor kan emnet godt kaste en grin af sig.
Og det gjorde det, da TV-lægen Peter Qvortrup Geisling i aftes holdt foredrag i Lanternen. Det er Nutidens Kvinder, der havde inviteret Geisling, som også har en baggrund som journalist.
At sælge et forholdsvis kedeligt emne som sygdom på tv-skærmen er en udfordring, som han bruger sine journalistiske evner til. Derfor har måden at servere en historie stor betydning.
Peter Qvortrup Geisling har eksempelvis flere gange brugt sproglige bommerter i sygejournaler som indgangsvinkel til et emne. Som eksempel citererede han i aftes fra en journal:
"Efter operationen frarådes samleje i 3 måneder. Husmoderafløser tilrådes."
Herefter har man tilhørerens eller seerens fulde opmærksomhed. Det havde Peter Qvortrup Geisling også i aftes, hvor publikum mellem de sjove indslag fik serveret faktuel sundhedsstatistik og anden nyttig viden.