Thomas Lund og Michael Lind har overtaget 36 lejemål af Per Amtoft, og inviterede i går sine nye lejere på en øl.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Thomas Lund og Michael Lind har været på stort indkøb i Løgstør, hvor de har overtaget 36 lejemål af Per Amtoft. Sammen ejer de firmaet Copenhagen Search Partners i Hellerup, men som en sidegeschäft gør de sig også i udlejning af ejendomme.
At det lige blev i Løgstør er ikke tilfældigt. Thomas Lund stammer fra Skarp Salling, og hans forældre bor i Løgstør, hvor han i forvejen har 15 lejemål. Thomas' far, Ole Lund, har sammen med et team af ældre håndværkere det daglige tilsyn med ejendommene, mens Michael Lind og Thomas Lund passer deres forretning i headhunter-virksomheden Copenhagen Search Partners.
Porteføljen af lejemål omfatter både boliger og erhvervsejendomme, som alle er udlejede.
Thomas Lund fortæller, at han og Michael, der er fra Brønderslev, alligevel skulle til Jylland på firmatur, og så fik de idéen til at invitere alle deres nye lejere på en øl på 2C for at hilse på, og den invitation tog mange imod fredag eftermiddag.
Udlejning af ejendomme er lidt en hobby, fortæller Thomas Lund, der dog tilføjer, at de to partnere også har foretaget investeringen med henblik på at tjene penge.