Al begyndelse er svær. Den kunne man opleve under generalprøven, hvor lige dele nervøsitet og tekniske problemer gav problemer. Til gengæld var premieren meget vellykket.
Forældre og andre pårørende kunne derfor opleve børn og unge udfolde sig på de skrå brædder i V. Hornum Hallen, der ligger ved siden af skolen. Der var stor applaus til de unge skuespillere, som tydeligt nød rollen som tv-værter i kendte konceptprogrammer.
Publikum oplevede musikalske og morsomme versioner af diverse realityprogrammer, fint udført af de måske vordende tv-stjerner, I al fald var der en pæn overvægt af sikkerhed og glæde ved at optræde.
Det har været en hård tid forud for skolefesten, som løb af stablen fredag inden påskeferien. Skoleelever og børnehavebørn og ikke mindst deres lærere og pædagoger havde i flere dage øvet ihærdigt på at levere et underholdende bidrag til programmet for Skolefesten 2017.
Børn og unge i Vester Hornum er - ligesom andre unge - fokuseret på tidens overflødighedshorn af tilbud inden for musik, film og ikke mindst tv. Det kan derfor ikke undre, at elever på de forskellige klassetrin har arbejdet intenst med at skabe deres versioner af populære tv-programmer.
Som et hemmeligt bonusindslag leverede fire af skolens lærere et spektakulært minishow. Den daglige lærergerning kan ofte være hård, men fredag aften var de fire kolleger virkelig ude at svømme.
Der var fuldt hus til premieren på det knap en time lange underholdningsindslag, der havde overskriften Tv-Zapperi. Festen fortsatte herefter på skolen, hvor eleverne åbnede deres boder i klasselokalerne.
Der blev serveret snitter til forældrene, ligesom der også var mulighed for at stille sulten med at købe pølser og brød. Desuden var der dækket op til et stort tag-selv kagebord.
Børn og voksne hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab, inden Skolefesten 2017 sluttede. Med dette fine punktum for en lang dag, var der påskeferie.