I løbet af efteråret 2018 vil de 25 nye ungdomsboliger på Assersvej/Søndergade i Aars stå klar til indflytning.
Denne nyhed fik byrådsmedlem Per Bisgaard (V) overbragt forleden, da han som Vesthimmerlands Kommunes repræsentant i styregruppen for ungdomsboligbyggeriet var til møde med repræsentanter fra Boligselskabet Nordjylland og arkitektfirmaet Bjørk & Maigaard.
Opførelsen af de 25 2-værelsesboliger er blevet forsinket, idet man undervejs måtte ud i en ny licitation for at få de økonomiske ender til at hænge sammen. Økonomien er nu på plads, og der vil snarest blive taget første spadestik og umiddelbart inde i det nye år vil håndværkerne tage fat på det 1000 m2 store byggeri. Byggeriet opføres i 5 etager, og de enkelte lejligheder vil være på godt 30 m2, og så er der tillige afsat areal til fællesområder på de enkelte etager.