Gader, torve og stræder emmede af aktivitet på en kold forårsdag.
Tekst & foto: Morten Lyngby
Op mod 1700 unge var torsdag samlet til Folkemøde i Aars - et møde som bød på aktiviteter mange steder i byen. Formålet med mødet er bl.a., at give de unge kendskab til lokale uddannelser, erhvervsliv og fritidsaktiviteter.
Anne Kejser, som var gennemgående konferencier hele dagen, bød velkommen på scenen, og lod derefter borgmester Knud Kristensen (Kons.) stå for den officielle åbning.
Borgmesteren talte til de unge om mulighederne i Vesthimmerland og opfordrede dem til at tænke over, at blive borgere i kommunen i fremtiden. I den forbindelse fokuserede Knud Kristensen på, at man i Vesthimmerlands Kommune agter at være blandt de førende i landet inden for selvkørende biler, som måske en dag bliver produceret i Vesthimmerland.
Velkomstdelen blev afsluttet med dans under ledelse af Louise Hejlskov fra Aars Business School.
Workshops
Der var mange forskellige aktiviteter, både på uddannelsesstederne og rundt i byen. På Vesthimmerlands Gymnasium kunne man få et indblik i, hvordan de forskellige fag fungerer og lave alt fra at ro på romaskiner til at lave grøn slim. Aalborg Universitet og den lokale produktionsskole var sammen med andre uddannelsesinstitutioner på plads for at informere om deres tilbud til unge.
Fritids- og foreningslivet gjorde også reklame for sig selv, bl.a. kunne man på standen ved Løgstør Sportsskytteklub prøve "skiskydning”: Deltagerne skulle løbe en runde om søen og derefter skyde med digitale geværer. Der var også mulighed for at afprøve kampsport, hvor man blev undervist i forskellige øvelser og kampteknikker.
Lokale erhvervsvirksomheder var også på charmeoffensiv overfor de unge. Installatør- og VVS-firmaet Øgaard fra Farsø stillede med medarbejdere, som instruerede de unge i, hvordan man laver en flot lampe, og hos Aars-virksomheden Kastberg blev der informeret om tømrerfaget suppleret med en lille konkurrence i at slå søm i.
Vesthimmerlands Kommune var repræsenteret med blandt andet Naturekspeditionen og forskellige forvaltninger. Hos Karin Winther fra Naturekspeditionen skulle de unge lave en naturbase med fokus på funktion og miljø når man var i basen. Vesthimmerlands Ungeråd var klar med et opråb om at få skabt et nyt ungehus i Aars - gerne i det gamle rådhus, som snart bliver ledigt.
Blandt andre frivillige foreninger så man Natteravnene og Kræftens Bekæmpelse.
Dagen blev sluttet af med et standup show med komikeren Mark Le Fëvre, som leverede en underholdende afslutning på en kold men også indholdsrig og lærerig dag.