Der findes et folkeuniversitet i Vesthimmerland, og dets første foredrag i år finder sted i begyndelsen af februar og har titlen: ”Kvindernes stemmer i Israel-Palæstina-konflikten” .
“Forsøg på mægling i Israel-Palæstina-konflikten” har det igen og igen lydt på TV og aviserne lige siden Israel i 1948 proklamerede sin uafhængighed! Og gang på gang har der været krige og udfald fra den ene eller den anden side, men endnu aldrig er der blevet fred! Mænd, kvinder og børn er blevet dræbt i tusindvis i denne ulige krig, som aldrig synes at få ende. Mændene holder konferencer og diskuterer og planlægger, men lige meget hjælper det. Men hvad siger kvinderne til alt dette?
Sarah Linder, som har en masters i mellemøsthistorie og er bachelor i konfliktløsning og internationale relationer, har undersøgt dette via interviews med såvel israelske som palæstinensiske kvinder. Kvinderne har fortalt ufiltreret, ærligt og nuanceret om, hvordan konflikten har påvirket deres liv, og Sarah Linder tager eksempler med fra kvindernes fortællinger i foredraget i Løgstør.
Niels Krause Kjær
Næste foredragsholder er kendt af de fleste, nemlig Niels Krause-Kjær, som er journalist, forfatter og politisk kommentator. Han har været spindoktor, har haft sit eget TV-program, har skrevet bøger, hvoraf den første Kongekabale er filmatiseret. I dag er han journalist på DR2 programmet Deadline, hvor han på sin sobre måde fremlægger dagens politiske problemer.
I 2019 udkom bogen Mørkeland, men det er ikke den, NK-K skal tale om. Hans lange færden blandt politikere på Christiansborg og på DR-redaktionen gør ham i stand til at vurdere: “Kan man overhovedet stole på en politiker” , som også er foredragets titel.
Jan Mygind
Hvert år har Folkeuniversitets-komiteerne i Nordjylland mulighed for at stemme på, hvem, de synes, har været den bedste formidler i årets foredrag. En af vinderne har været organist og musikhistoriker Jan Mygind, som får meget ros for sin vidende og dygtige måde at formidle sit stof på. Det er lykkedes komiteen at få fat på ham for at give interesserede en “Rejse gennem musikkens historie” . I det første af foredragene vil Jan Mygind tage deltagerne med på en rejse gennem Barokken, en tid, hvor det lidenskabelige og teatralske bliver sat i centrum. Først og fremmest spilledes der musik i kirkerne og ved fyrstehoffet- altså til Guds ære eller til Fyrstens selvforherligelse. Men der skete også noget helt nyt: det offentlige musikliv, som stillede nye udfordringer til komponisterne. Det er i øvrigt hensigten, at foredragsrækken skal fortsætte i næste sæson.
Hvor er EU på vej hen?
I efteråret måtte Folkeuniverset i Vesthimmerland desværre aflyse foredraget “Hvor er EU på vej hen”? , da foredragsholderen, PhD i statskundskab Ditte Maria Brasso Sørensen måtte melde afbud pga. sygdom. Men foredragets vigtighed er ikke desto mindre stadig aktuelt med Brexit, problemer med Ungarn og Polen, toppost-kabale og nyt budget. Ditte Sørensen gør status og giver et bud på, hvilket EU, der tegner sig i horisonten. Ser vi konturerne af en ny politisk
situation, og hvad bliver de store spørgsmål, vi skal holde øje med i 2020?
Genforeningen
2020 er 100-året for fejring af Genforeningen i 1920, og også Folkeuniversitetet i Vesthimmerland vil deltage i fejringen med foredraget: “Sønderjydernes lykkelige vilje - Genforeningen 1920” . Historiker og leder af Museum Sønderjylland Carsten Porskrog Rasmussen, som til dagligt har Sønderjyllands historie tæt inde på livet, vil i sit foredrag give et rids af Sønderjyllands historie og komme nærmere ind på folkeafstemningen i 1920. Den afstemning som gav os den grænse, vi nu har. Det hele var nu ikke så enkelt, som det glade ord “genforening” antyder, for der var ikke tale om bare at komme tilbage til noget,
som havde været, men om at skabe en ny grænse ud fra ”sønderjydernes glade vilje,” som daværende statsminister Niels Neergaard sagde.
Alle er velkomne til forårets foredragsrække, som alle finder sted i den tidligere byrådssalen i administrationsbygningen i Løgstør, og alle foredrag
koster 90 kroner pr. stk. Læs mere om foredrag og foredragsholdere på www.fuvh.dk