Torsdag d. 22. august 2019 - �rgang 14

Urimeligt at betale havnerenovering med penge til bygningsvedligeholdelse

08-02-2019

En planlagt udskiftning af taget på kommunens administrationsbygning i Løgstør er udskudt. Pengene skal bruges til at finansiere olieforurening på Rønbjerg Havn.

Af Jacob Dalgaard

- Når man sidder i byrådet og bevilger penge til et område, så forventer man også, at det er på det område, pengene bliver brugt.

Det forklarer det socialdemokratiske byrådsmedlem Anders Kjær Kristensen, som forleden stod fast på det princip i en sag om olieforurening på Rønbjerg Havn. Under en renovering af havnen sidste år blev der fundet olieforurening, hvilket kostede en halv million uventede kroner at fjerne. Andre omkostninger løb op i omkring 30.000 kroner udovcer det forventede.

Sagen var i mandags endnu en gang kommet i Teknik- og Miljøudvalget, der havde udskudt sagen én gang for at finde en måde at finansiere budgetoverskridelsen på 530.000 kroner.

Et flertal i udvalget besluttede i den forbindelse at udskyde en planlagt udskiftning af taget på administrationsbygningen i Torvegade i Løgstør. Der er allerede lavet en bindende aftale om udførelse af tagarbejdet, men det kan udskydes, så betaling først skal finde sted i 2020 - altså i næste budgetår. Derved blev ekstraregningen på Rønbjerg Havn betalt med et snuptag.

Men det er ikke måden at gøre det på, siger Anders Kjær Kristensen.

- Man bør finde pengene på det område, som det vedrører. Det er ikke fair at gå ind på et andet område - som i dette tilfælde bygningsvedligeholdelse - og tage penge der, siger han til Lokaltindblik.dk.

- Der er eksempelvis afsat penge til havnen i Løgstør, og så må det være der, pengene skal tages. Alternativt må man gå til økonomiudvalget og byrådet og bede om en tillægsbevilling, tilføjer Anders Kjær Kristensen, der i Teknik- og miljøudvalget fik sin mening ført til protokols, da han ikke kunne overbevise sine udvalgskolleger.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!