Den 15. november er der valg til Ungerådet. Men Handicaprådet i Vesthimmerland undrer sig over manglende information, og SF erkender, at måden at holde valg på skal ændres.
Af Jacob Dalgaard
Der er mindre end to uger til valget i Ungerådet i Vesthimmerland, men det er der bare ingen der ved. Sådan lyder kritikken fra Handicapråds formand, Ella Holm.
I følge Ungerådets vedtægter er én af de 13 pladser i Ungerådet forbeholdt en person med handicap. Men Ella Holm er betænkelig ved valget på vegne af unge med særlige behov:
- Vi må stole på, at der i valghandlingen er taget hensyn til vores inputs. Men vi er bekymret for tidsplanen, når vi den 3. november endnu ikke har hørt noget som helst.
Ungerådet er organisatorisk lagt ind under Vesthimmerlands Kommunale Ungdomsskole. Her afviser leder Morten Birk Petersen, at der ikke er blevet informeret om valget.
- I september var vi ude at besøge elevråd i folkeskoler og på ungdomsuddannelserne, hvor vi informerede om valget, vi har sendt information ud til skolerne, og vi har annonceret i ugeaviserne. Men vi kan altid gøre noget mere, og vi vil tage ved lære af dette valg og lave en evaluering, siger Morten Birk Petersen.
Han mener ikke, at Handicaprådet er blevet glemt, men han tager på sig, at der skal være en bedre dialog.
Bekymrende måde at holde valg på
Ungerådets 13 pladser kan besættes af unge i alderen 13-21 år. Rådet er høringsberettiget, når byrådet har sager på dagsordenen, som vedrører kommunens unge. Hidtil har det dog været svært at holde alle pladserne besatte.
Valget den 15. november afholdes på 10. klasse centeret i Aars, hvor de unge skal tilmelde sig for at deltage i valget. Det er i sig selv et problem, mener Ella Holm. Men i sin egenskab af formand for Handicaprådet er hun især bekymret for repræsentationen af unge med særlige behov.
- Det er en bekymrende måde at gøre det på. Hvordan får man udbredt kendskabet og understøttet at også de unge på Limfjordsskolen, Vestermarkskolen, AKT-klasser og lignende får mulighed for at stille op, lyder spørgsmålet fra Ella Holm. Hun frygter, at en central valghandling i Aars betyder, at Ungerådet alene bliver præsenteret af de stærkeste unge til skade for bredden.
SF vil godt se på ændring
Det er SF, der i 2013 foreslog etablering af et Ungeråd på samme måde, som der i kommunen findes et ældreråd. Partiets spidskandidat, Theresa Berg Andersen, erkender på baggrund af kritikken, at der bør kigges på valghandlingen, så den kommer til at foregå decentralt.
- Det er ikke en god nok måde, der holdes valg på. Der skal udtænkes en måde, hvor vi også kommer ud til de unge i yderområderne af Vesthimmerlands Kommune, siger Theresa Berg Andersen.
SF'eren mener, at Ungerådet er måden at se og høre de unge på, og der for skal rådet bevares
- Ungerådet har vi i byrådsregi hilst på mange gange. I forbindelse med et byrådsseminar og igen, da de har skullet tale om ungdomsboliger og ungdomshus. De er repræsenteret i UU Vesthimmerlands bestyrelse, og de bidrager alt hvad de kan, siger Theresa Berg Andersen.