Ganske som forventet var ruten fra St. Binderup Kro til Aalborg lufthavn, via tunnelen den hurtigste af de tre foreslåede ture, da Venstres regionsrådskandidat, Per Bisgaard, torsdag satte sig for at påvise tidsforskellen på en tur over Limfjorden.
Kun 45 minutter tog det at køre de 60 km. Turen via Limfjordsbroen i Aalborg tog 50 minutter men var dog 10 km kortere (50 km). Langsomst var køreturen over Aggersundbroen; her brugte man 71 minutter på at køre 86 km.
”Heldigvis var vi forskånet for uheld, og der var heller ikke vejarbejde eller andet, som kunne tvinge os til at nedsætte hastigheden eller holde helt stille,” siger Per Bisgaard. ”Men vores påstand, om at det ved alvorlige uheld før/ved eller i tunnelen kan betale sig at tage en ”omvej over Aggersundbroen”, holdt stik – såfremt man bliver oplyst i tide over trafikradioen eller via GPS. Netop informationer via trafikradioen/GPS er det afgørende for, at man kan vælge en alternativ rute."
Per Bisgaard påpeger, at der ofte sker uheld på E45 ved tunnelen med ventetider på op til 30 minutter.
"Får man blot informationen om problemer, inden man når til Haverslevafkørslen, så kan man vælge at dreje fra og køre over Aggersund og via A11 til lufthavnen. Ved at vælge denne løsning kan man slippe for frustrationer ved at sidde i kø og tænke på, om man nu når sit fly i lufthavnen. Godt nok bliver turen længere i min og km, men oplevelsen af, at man kan køre fremfor at holde stille, opvejer til fulde disse forlængelser”, siger Per Bisgaard.