Med en samling på omkring 1700 spillemaskiner fra 1973 til 2018 har Rune og Eddie Keller verdens største samling af computerspil, og de arbejder nu på at åbne samlingen op for spillenørder fra hele verden.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Den ældste såkaldte arkademaskine er fra 1973. Den er blot én ud af omkring 1000 forskellige maskiner og yderligere 16.000 konsol- og computerspil, som Rune Keller og hans far Eddie Keller har samlet gennem mange år. Samlingen er den største af sin art i verden under navnet Spilmuseet.
Der er nu ikke tale om et museum, men det vender vi lige tilbage til.
Indsamlingen af de mange maskiner er både en hobby og en forretning for Rune og Eddie, der har brugt et større millionbeløb på projektet ved siden af deres arbejde. De mange maskiner er samlet i bygninger på til sammen 4.600 kvadratmeter i Ikast, Hornum, Farsø og Overlade.
I Overlade købte Spilmuseet for nogle år siden de gamle butikslokaler, der tidligere rummede Overlade Møbellager. Her er de nu i gang med en 661 kvadratmeter stor tilbygning, der skal sikre plads til endnu flere maskiner. Men hensigten er at gøre stedet til et mekka for folk med lidenskab for de mange spil fra fem årtier.
Ingen politisk vilje til at sikre samlingen
Rune og Eddie Keller havde ellers helt andre planer med samlingen. Rune forklarer, at staten i henhold til Lov om pligtaflevering af offentliggjort materiale skal gemme 2 eksemplarer af hvert computerspil.
I starten var vi naive, og troede, at tingene blev gemt, men reelt er spillene bare blevet smidt ud, siger Rune Keller. Derfor har han og hans far i 20 år påtaget sig opgaven med at samle spillene i privat regi. I 15 år var de i dialog med kulturpolitikere fra begge sider af Folketinget, og politikerne har fra en side lovet, at de nok skal få rettet op på tingene, når de kom til magten. Men ingen har gjort noget ved det, konstaterer Rune Keller.
Han har regnet ud, at hvis staten skulle indsamle, bevare og tilgængeliggøre den samling, som de nu selv passer på, ville det koste 50 millioner kroner årligt. Det er udregnet i forhold til opbevaringen af den øvrige kulturarv som bøger, film osv.
- Det er det arbejde, vi to nu påtager os ved siden af vores arbejde – og i øvrigt uden at få en krone for det, siger Rune Keller.
I 2014 mistede Rune og Eddie Keller tålmodigheden med de danske politikere og søgte mod udlandet for at finde andre, der bedre kunne sikre samlingen, end de kunne i privat regi. Der var stor interesse fra museer og andre interessenter, men selv med fremmedstatslige midler i ryggen følte Rune og Eddie, at der heller ikke ude i den store verden var nogen, der kunne sikre samlingen bedre end dem selv.
Åbner først efter corona
- Når ikke der var andre, der ville, så vil vi selv gøre noget og prøve at få noget ud af det, og det er baggrunden for, at vi købte stedet i Overlade, som passer fint til formålet og var billigt at komme til, siger Rune Keller. Han tilføjer, at de som ejere selv vil bestemme over samlingen og ikke vil påtage sig noget offentligt ansvar for den.
At byggeriet først er kommet i gang nu, skyldes en langvarig konflik tmed Vesthimmerlands Kommune om at få lov til at bygge.
Nu er planen, at spilleentusiaster fra hele verden kan komme til Overlade og prøve maskinerne. Det nye byggeri bliver med toiletforhold, mødelokale og plads til endnu flere maskiner.
Tanken er at danne en selvejende forening, og så skal man være medlem af den for at få adgang til spille-mekkaet i Overlade. Noget som entusiaster fra store dele af Europa vil være villige til at rejse efter, fastslår Rune:
- Du skal tænke på, at vi har maskiner, som nogle mennesker har spillet på i et utal af timer og siden ikke har set dem i 20 år.
Hvornår Spilmuseet åbner i Overlade er endnu usikkert. Det sker først, når alle er blevet vaccineret mod corona, slutter far og søn.