Vesthimmerlands Kommune søger nu om at blive testzone til førerløse biler.
Af Jacob Dalgaard
På lørdag træder en ny lov i kraft, der skal bane vej for førerløse biler på de vesthimmerlandske veje. Kommunen er i færd med at gøre den ansøgning klar til transportministeren, der skal sikre Vesthimmerland et blåt stempel og en status som testzone for bilerne.
Selv om den teknologiske udvikling på mange måder går hurtigt, føles det i Vesthimmerlands Kommune alligevel som om, den er gået langsom.
I tæt samarbejde med Fonden Autonomous præsenterede borgmester Knud Kristensen sammen med kommunaldirektør Henrik Kruuse sidste år i marts foran den samlede danske verdenspresse ambitionen om, at kommunen skulle være den første i Danmark til at få selvkørende biler på vejene. Allerede efter sommerferien - altså i 2016 - håbede man at have bilerne på vejene i Vesthimmerland.
Siden er der løbet meget vand i havet, og de førerløse biler er stadig en fremtidsdrøm. Fonden Autonomous med Henrik Schärfe i spidsen har presset på overfor Transportministeriet for at få lovgrundlaget på plads, så de førerløse biler kan slippes løs på vejene. Det har nu mundet ud i en lov, der giver transportministeren mulighed for at give tilladelse til oprettelse af testzoner. Tilladelserne udstikkes for perioder på to år ad gangen.
Peter Thomsen, kommunikationschef i Fonden Autonomous, siger, at det er en vasnkelig ansøgningsproces. Blandt andet skal kommunen selv finde en godkendt assessor, som skal vurdere konsekvenserne ved trafikforsøget.
Lovens bestemmelse om assessorer betyder, at der i denne omgang ikke bliver tilladelse til at sætte helt førerløse biler på vejene - de såkaldte niveau 5 biler. Der skal nemlig være en fysisk person, som overvåger kørslen og som kan tage over, hvis der bliver behov for det. Denne fysiske person behøver imidlertid ikke være til stede i bilen.
Men ansøgningen sendes af sted. Det er uomtvisteligt, siger borgmester Knud Kristensen. Han forventer også, at Vesthimmerlands Kommune får tilladelse til at oprette en testzone. Ganske vist er løbet formentlig kørt i forhold til at Vesthimmerlands Kommune bliver ene om at være den første kommune i Danmark med førerløse biler, idet alle kommuner nu kan ansøge om testzoner. Men Knud Kristensen er overbevist om, at Vesthimmerland med Henrik Schärfes dygtighed og deltagelse i lovprocessen vil blive tilgodeset.
Dernæst kommer spørgsmålet om indkøbet af sådan en førerløs bil. Minibussen Ollie har et stykke tid været i spil, men det kunne jo også være, vi var så heldige, at nogen kom og stillede sådan en bil til rådighed i en testzone, siger Knud Kristensen. Under alle omstændigheder er det i hvert fald ikke et indkøb, der i kroner og ører ligger på niveau med en VW Polo eller biler i den størrelse, konstaterer borgmesteren.