Der er fejl i 30 procent af de røde miljøkasser, og det betyder, at kasserne fremover skal forsynes med adresselabels.
Af Jacob Dalgaard
Du er farligere, end du tror. Med denne overskrift har Vesthimmerlands Forsyning sat en kampagne i gang, der skal få borgerne i Vesthimmerland til at pakke deres affald korrekt i de røde miljøkasser, som afhentes sammen med storskrald.
Det sker på baggrund af stikprøvekontrol, der viser, at 30 procent af kasserne er pakket forkert til fare for det personale, der skal håndsortere de røde miljøkasser.
- Vi har fokus på personalets sikkerhed, og vi oplever, at vi får mange kasser ind, hvor batterier og pærer ikke er pakket i de medfølgende poser, og så går pærerne i stykker, og de nye LED-pærer indeholder nogle gasser, som ikke er sunde, forklarer Morten Aaby Nielsen, der er direktør for Vesthimmerlands Forsyning.
Et andet problem er kanyler og knive, som er puttet direkte i kassen og ikke pakket ned i sikre bøtter. Morten Aaby Nielsen har også eksempler på, at nogen hælder olie direkte ned i miljøkassen.
Adresselabels
Som konsekvens skal borgerne nu udfylde en adresselabel på miljøkassen, hvis man ønsker at aflevere sit miljøfarlige affald på storskraldsindsamlingen. Ønsker man ikke at udfylde en adresselabel, er man velkommen til selv at aflevere sit miljøfarlige affald på genbrugspladsen.
Morten Aaby Nielsen understreger, at de nye adresselabels ikke anvendes til at opsamle data. Det er udelukkende for at kunne tage en direkte kontakt til dem, der fortsat indleverer miljøkasser med fejl for at vejlede om den korrekte brug. Når miljøkassen er tømt på genbrugspladsen vil adressemærkatet blive fjernet igen.
Ordningen træder i kraft, næste gang, du bytter din miljøkasse. De røde miljøkasser må i øvrigt højst veje 6 kilo, når de afhentes af indsamlerne.