Fredag d. 27. november 2020 - �rgang 15

Vesthimmerlands Forsyning får kvinde i bestyrelsen

26-10-2020

Liselotte Lynge Jensen fra Løgstør kan på torsdag blive valgt som den eneste kvinde i bestyrelsen for Vesthimmerlands Forsyning.

Af Jacob Dalgaard

Bestyrelsen for Vesthimmerlands Forsyning består af 9 personer, og de er alle mænd. Men nu kommer der snart kvindeligt selskab. 

Det er Dansk Folkepartis repræsentant, Brian Christensen, der har anmodet byrådet om at lade sig erstatte af partifællen Liselotte Lynge Jensen, som i dag er stedfortræder. Brian Christensen har tidligere meddelt, at han er på vej ud af lokalpolitik. 

Liselotte Lynge Jensen siger til Lokaltindblik.dk, at hun selv har sprugt Brian om muligheden for at de to byttede plads. 

- Det har jeg, fordi jeg er ret interesseret i det gode arbejde i Vesthimmerlands Forsyning. Jeg har fulgt det på sidelinjen, og jeg tror, man kan lære af det. De går foran på mange områder, siger Liselotte Lynge Jensen.

Direkte adspurgt om hun også er kandidat til at blive Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i 2021, siger hun, at det kunne godt komme på tale. 

Det er byrådet, der formelt skal godkende, at Liselotte Lynge Jensen overtager Brian Christensens plads i Vesthimmerlands Forsynings bestyrelse, og det sker på næste byrådsmøde på torsdag.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!