I dette forår og tidlig sommer er debatten omkring elevers fravær i gymnasiet blusset op. Det skyldes ikke mindst, at undervisningsminister Merete Riisager har stillet sig i spidsen for en kampagne mod fravær og derfor har varslet en initiativ-pakke, som skal bringe fraværet ned.
En netop offentliggjort undersøgelse, foretaget af Danske Gymnasier, stiller imidlertid spørgsmålstegn ved relevansen af den nylige kalden til kamp mod det høje fravær i gymnasiet, for undersøgelsen viser, at de enkelte gymnasier længe har ført en målrettet indsats for lavere elev-fravær, og denne kamp har båret frugt i form af aftagende fravær i den seneste femårsperiode.
Der findes groft sagt to typer fravær: Det fysiske og det skriftlige fravær. Den første form for fravær sigter mod, om eleven er tilstede i forbindelse med undervisningen, mens den anden form for fravær omhandler, om eleven får afleveret de skriftlige afleveringer, der følger med undervisningen.
Det fysiske fravær er i løbet af de fem år faldet fra 8,4 % til 7,6 %, mens det skriftlige fravær i tilsvarende periode er faldet fra 10,4 % til 5,2 % på landsbasis.
Vesthimmerlands Gymnasium & Hf har lavere fravær
Et resultat er jo den landsdækkende tendens, men hvordan ser det ud rent lokalt? Man kan konstatere, at Vesthimmerlands Gymnasium & HF har en endnu lavere fraværsstatistik end på landsbasis, og dette gælder både, hvad angår det fysiske og skriftlige fravær.
På Vesthimmerlands Gymnasium & HF befinder alle klassetrin i stx og hf-uddannelsen sig – på nær en enkelt undtagelse – markant under landsgennemsnittet i det netop afsluttede skoleår 2017/18 og med 1. og 2.g-årgangen som det absolut laveste med et fravær kun lige omkring 5 %.
Endnu mere markant er tendensen, når det omhandler det skriftlige fravær inden for stx- og hf-uddannelsen. Her er fraværet nærmest ikke eksisterende på Vesthimmerlands Gymnasium & HF, idet fraværet spænder fra 0,64 % som det laveste for en årgang til 2,08 % som højeste målt i skoleåret 2017/18.
Det er her værd at bemærke, at begrebet ”lovligt fravær” ikke findes på gymnasiet, og al fravær fra planlagt undervisning bliver derfor registreret som fysisk fravær. Gymnasiets opgørelser viser, at elevernes fysiske fravær meget ofte skyldes ferier uden for skoleferierne og det faktum, at elever i gymnasiealderen også tager kørekort.