Vesthimmerlands Museum slår lørdag den 26. januar dørene op til en nyetableret turistinformation med plancher, modeller og filmklip om Per Kirkebys virke og værker i Aars. Dermed får byen et længe savnet anløbssted med oplysninger om den verdenskendte kunstners malerier samt skulpturelle og arkitektoniske værker i byen.
”Per Kirkeby har siden den første udsmykningsopgave på Vesthimmerlands Gymnasium i 1980 haft en kolossal indflydelse på byens rum og været med til for alvor at sætte Aars på verdenskortet”, fortæller museumsdirektør Broder Berg, som glæder sig over, at det med støtte fra ”Fonden for Sparekassen Himmerland” nu bliver muligt at formidle kunstnerens store indflydelse i de nyindrettede lokaler på Vesthimmerlands Museum.
”Gæsterne på museet har i årevis efterlyst uddybende information om Per Kirkeby og hans værker i byen, og efter hans død i foråret 2018 har vi oplevet en markant øget interesse”.
Museets medarbejdere har netop i disse dage travlt med at færdiggøre den nye turistinformation, som bl.a. indeholder modeller af Kirkebys værker i byen, kortmateriale, tegninger og skitser samt naturligvis plancher, der fortæller om kunstneren selv samt hans forhold til Aars. Derudover bliver der på opfordring af museets mange besøgende fremstillet en folder, der kan bruges som guide rundt til værkerne i byen.
Indvielsen fejres den 26. januar med bl.a. åbningstale af formand for kultur- og fritidsudvalget Asger Andersen. Den nye Per Kirkeby Information vil fremover stå for bookingen af guidede ture i byen.