De to jyske pengeinstitutter, Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse, der har en afdeling i Farsø, ønsker at fusionere. Fusionen vil skabe Danmarks 8. største pengeinstitut og sikre, at der fremover vil være en stærk og konkurrencedygtig lokalbank i Midt- og Vestjylland. Den nye bank kommer til at hedde Vestjysk Bank og vil få hovedsæde i Herning.
En ny jysk bankfusion ser dagens lys. I en fondsbørsmeddelelse har de to jyske pengeinstitutter, Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse, meddelt, at de ønsker at fusionere. Fusionen vil gøre den fremtidige bank til Danmarks 8. største pengeinstitut. Ifølge Vestjysk Banks bestyrelsesformand, Kim Duus, er fusionen med til at sikre en stærk lokalbank i Midt- og Vestjylland:
”Fusionen giver os mulighed for at blive Danmarks stærkeste lokalbank. I dag er vi lokale banker med et solidt engagement i det område, vi er en del af, og med et godt kendskab til vores kunder. Fusionen giver os mulighed for at fortsætte med at være lokale, samtidig med at vi sammen kommer til at stå stærkere, til gavn for både vores kunder, aktionærer og medarbejdere,” udtaler Kim Duus, der siden 2019 har været formand for Vestjysk Bank, og som fortsætter som formand efter fusionen.
Niels Fessel, der er bestyrelsesformand i Den Jyske Sparekasse, mener desuden, at de to banker passer godt til hinanden:
”En fusion mellem Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Udover vores lokale forankring deler vi fælles værdier, og vores geografiske placeringer er vidt omfang komplementære. Fusionen vil give os nogle muligheder, som vi ikke får ved at stå alene,” siger Niels Fessel, der bliver næstformand i den fusionerede bank.
Efter nogle hårde år for begge pengeinstitutter er det i dag to velfungerende finansielle virksomheder, der ønsker at fusionere. Og ifølge Niels Fessel er det netop ønsket om at fastholde den positive udvikling, der fører de to pengeinstitutter sammen:
”Når vi går sammen, står vi stærkere. Vi kan tilbyde vores kunder bedre rådgivning og ydelser. Og vi får bedre muligheder for at udvikle os og møde kundernes behov i fremtiden,” siger han.
Den fusionerede bank har valgt at holde fast i Vestjysk Banks navn og logo for at bevare et højt kendskab i det midt- og vestjyske marked. Samtidig holder banken fast i sine filialer i hhv. Lemvig og Grindsted, og etablerer nyt hovedsæde i Herning.