Det var en festdag i Vestrup og omegn i går, da byen kunne indvie sin nybyggede minihal, som har været på tale i mange, mange år.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Minihal Vestrup blev fredag eftermiddag indviet med stor festivitas, og det var da også en stor forløsning, som borgerne har ventet på i mange år.
Skoleleder Sonja Paulin henviste i sin tale til en avisartikel fra 1994, hvor planerne om en minihal til 1,5 millioner kroner allerede blev beskrevet. Dengang udtalte daværende udvalgsformand i Aars Kommune, Knud Kristensen, at det næppe blev i indeværende periode. "Det fik han ret i," sagde Sonja Paulin.
Men her 21 år senere er hallen omsider blevet en realitet. Den er bygget sammen med skolen på den gamle legeplads, og anlægssummen er over de to årtier også steget til 9.9 millioner kroner.
Arbejdsgruppe på 8 var vedholdende
Det var i 2011, at 8 lokale ildsjæle besluttede sig for at føre projektet ud i livet. Det blev et stort arbejde med ugentlige møder gennem flere år, som blandt andet mundede ud i 3180 filer.
Gruppens formand er Torben Svenstrup, og han var også på podiet og holde tale, hvor han stolt kunne berette, at minihallen er blevet afleveret 2 måneder før aftalt tid, og anlægsbudgettet er overholdt til punkt og prikke.
"Hvis ikke arbejdsgruppen bag hallen var gået imod strømmen, stod vi ikke her i dag," sagde Jan Dyregaard i sin tale. Han er Vestrups lokale repræsentant i byrådet for Venstre, og han havde taget vægkunst med til at lyse op i minihallen som en gave fra kommunen.
Jan Dyregaard dristede sig til at give Minihal Vestrup et nyt kælenavn; "Den sorte diamant". Dels på grund af det sorte udtryk på bygningen set udefra, og fordi ordet "diamant" udtrykker byggeriets betydning for hele lokalområdet.
Byrådsmedlemmet fik også æren af at klippe den røde snor til salutten af konfettibomber, der sprængtes i hallen til glæde for de mange børn.
Allerede taget i brug
Minihal Vestrup var faktisk allerede taget en lille smule i brug inden indvielsen. Østrup Gymnastikforening har haft et kvindehold i hallen, og foreningens formand, Louise Post, var begejstret og sagde ved indvielsen:
"Vi har endelig fået rammerne, der matcher, det engagement, der er i området."
Også skoleleder Sonja Paulin glædede sig over de nye muligheder hallen giver skolen, der hidtil kun har haft en gammel gymnastiksal.
Indvielsen blev efterfølgende fejret med champagne, sodavand og kransekage.