Allerede inden salget af nye byggegrunde i Aars er gået i gang, ønsker borgmester Knud Kristensen at forberede udstykning af endnu flere byggegrunde.
Af Jacob Dalgaard
55 nye byggegrunde udbydes snart til salg i Aars, hvor kommunen netop nu og frem til den 29. januar har sendt en lokalplan for en ny udstykning i høring. Det nye boligområde placeres i Aars Vest med tilslutning til Støberivej, som er koblet direkte på den nye omfartsvej; Aars Ringvej.
47 af de nye parcelhusgrunde bliver på mellem 900 og 1350 m2, mens de resterende 8 bliver noget mindre - nemlig mellem 400 og 500 m2.
Da lokalplanen på et byrådsmøde før jul blev sendt i høring, luftede Jens Lauritzen fra Venstre muligheden for at hæve bebyggelsesprocenten på de nye grunde fra 45 til 50 procent.
- Hvis vi vil have mangfoldighed, skal en lille grund ikke være ensbetydende med, at man også skal bygge et lille hus, sagde Jens Lauritzen.
En større bebyggelsesprocent vil kræve et tillæg til kommuneplanen, og et enigt byråd valgte at bibeholde bebyggelsesprocenten på 45 i det nye boligområde.
Mangler byggegrunde
Borgmester Knud Kristensen (K) oplyser, at der i Aars er så godt som udsolgt af nye byggegrunde, og hans partifælle Henrik Dalgaard spurgte på det seneste byrådsmøde om, hvornår folk kan begynde at reservere de nye grunde, så de ikke griber til at bygge udenfor kommunen.
Svaret fra borgmesteren er, at så snart landmåleren har sat grundene af, kan potentielle købere henvende sig til kommunen og reservere en grund.
Knud Kristensen siger endvidere, at det er vigtigt, at der allerede nu tages fat på at forberede den næste udstykning, så kommunen ikke igen løber tør for byggegrunde i Aars.