Villads fra Valby er kendt og elsket fra bøger og film, og snart kan han også opleves på scenen i ALFA
Vesthimmerlands Teaterforening, der indtil videre kun har arrangeret teater for voksne og unge, viser nemlig søndag d. 23. februar familieforestillingen Villads fra Valby – sikker i trafikken.
Villads bor i Valby sammen med sin mor og far, sin storesøster Amalie og sin nye baby-lillesøster. Han er en helt almindelig dreng, og selvom han sommetider får skældud, laver han aldrig ballade med vilje. En dag beslutter han sig for, at han vil hjælpe sin mor med at købe ind. Men det skal være en overraskelse, så han fortæller hverken hende eller far om det. Hans bedste ven, Frida, vil meget gerne med, så mens Villads’ mor sover til middag med lillesøster, lister de to venner ud af huset. Villads ved godt, at man skal passe på ude i trafikken, og han har lært at se sig rigtig godt for. Men når man er Villads fra Valby og sprængfyldt med gode ideer, så går tingene aldrig helt som planlagt.
Forestillingen byder på musik og sang, sjov og spænding og er samtidig lærerig for de yngste i trafikken. Fra salen får de nemlig lov til at hjælpe Villads hjem igen i god behold. Forestillingen er lavet i samarbejde med Børneulykkesfonden og sendes på turné af Louise Schouw Teater. Den kan med fornøjelse ses af alle fra 4 år og op, og Vesthimmerlands Teaterforening håber, at den bliver så godt modtaget, at der også fremover vil være familieforestillinger på programmet.