Ved indkørslen til Vilsted måles hastigheden på samtlige bilister på Ranumvej.
Vilsted Medborgerforening har længe ønsket at få fartdæmpende foranstaltninger i byen. Nu er der omsider sket noget, idet Vilsted som den første by i Vesthimmerland har fået opstillet en permanent fartmåler.
Vesthimmerlands Kommune har valgt at stille den på Ranumvej, hvor der er meget trafik fra Ranum-siden. Så snart bilisterne kommer op over bakketoppen et par hundrede meter før byskiltet registreres deres fart på fartviseren, så de kan nå at få tilpasset farten til de tilladte 50 km/t.
En trafiktælling fra 2011 viste, at der på Ranumvej på det angivne sted passerede over 1000 biler i døgnet, og over halvdelen kørte for stærkt.
Morten Kappel, der er formand for medborgerforeningen havde ønsket sig, at der også kom fartdæmpende foranstaltninger på Troldbjergvej og Hobrovej. Men nu afventer han med spænding effekten af den nye fartmåler.