Vilsted Medborgerforening fik beskedent ønske opfyldt.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Vilsted Medborgerforening afholdt torsdag aften generalforsamling, og her fremførte formand Henrik Mortensen et ønske for foreningen, da han fremlagde sin årsberetning for de cirka 25 fremmødte medlemmer. Henrik Mortensen ønskede, at der ville komme flere kvinder ind i foreningen, da det vil give større diversitet.
Ved det efterfølgende valg til bestyrelsen fik formanden sit ønske opfyldt, idet der var en enkelt udskiftning i bestyrelsen, hvor en mand gik ud til fordel for en kvinde. Det var Jens Christian Møller, der ikke ønskede at genopstille, og han blev erstattet Gitte Greth. Desuden var der genvalg til Peer Greth.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Henrik Mortensen, Hans Hansen og kasserer Jens Erik Fragtrup. Suppleanter blev Hanne Øhlenschlæger og Ulrik Pedersen.
Jens Erik Fragtrup aflagde årsregnskabet for medlemmerne, og det viste et lille overskud.
Efter generalforsamlingen skulle naturfotograf Flemming Fragtrup have vist film og billeder fra Vilsted Sø. Han var dog blevet forhindret på grund af arbejde.