Coronarestriktionerne får nu arrangørerne til at aflyse årets udgave af Vilsted Sø Løbet.
Af Jacob Dalgaard
Med et deltagertal et godt stykke over 1000 vidste Lions Club Løgstør godt, at der skulle tænkes i alternative baner, hvis Vilsted Sø Løbet skulle afholdes i år med forsamlingsforbud og nye krav til afstand. Det er der i løbet af sommeren arbejdet med i Vilsted Sø Løb-udvalget, som har opstillet modeller, hvor løberne inddeles i mindre hold.
Men efter en god dialog med Nordjyllands Politi står det nu klart, at løbet ikke kan afvikles forsvarligt efter myndighedernes anbefalinger. Derfor har Lions Club Løgstør aflyst årets løb. I stedet er der sammen med Ranum Efterskole, som er en stor samarbejdspartner omkring Vilsted Sø Løbet, meldt ud, at løbet afholdes næste år lørdag den 4. september.