Der møder motionsløbere nye oplevelser ved Vilsted Sø til næste år, når der den 8. september afholdes Vilsted Sø Løb for fjerde gang. Til løbet i år måtte arrangørerne fra Lions Club Løgstør stoppe for tilmeldingerne før løbet. En situation som ikke må ske til næste år, oplyser Rasmus Gammelholm Pedersen, Lions Club Løgstør, som er formand for løbet.
-Vi havde underkendt den store interesse, der blev for at deltage i løbet. Vi havde ikke fået bestilt medaljer nok, og da alle, der gennemfører løbet, skal præmieres, så måtte vi stoppe for tilmeldingerne. Træls, for det er mit indtryk, at vi havde kunnet sælge en del flere startnumre end de 1.250, som blev aktuelt. Vi er næste år klar med et øget antal medaljer. Alle der har lyst til at være med, skal også kunne deltage, understreger Rasmus Gammelholm Pedersen og tilføjer:
- Planlægningen af næste års løb er i fuld gang. Vi håber på, at vi i samarbejde med Naturstyrelsen kan få stisystemet tilpasset. Et tiltag som vi ikke kunne nå til dette års løb, da der var for vådt i området til, at der kunne køres med de nødvendige maskiner. Vi overvejer, om der vil være basis for, at der kan laves en fuld maraton rute. Mulighederne ligger lige til højrebenet. En halv maraton er en gang rundt om Vilsted Sø. En fuld er to gange, så det er ganske enkelt. Men! Vi skal lige have logistikken til at passe sammen.
Tilbagemeldinger fra flere sponsorer og et tæt samarbejde med Ranum Efterskole giver optimisme hos arrangørerne.
Med professionelt tidtagningsudstyr, flotte medaljer og god forplejning på ruterne er der en række udgifter, som skal dækkes ind. Forhold, som jeg er sikker på, at vi får på plads. En øget interesse for at deltage i løbet tror jeg også på. Vi vil benytte Facebook til at nå ud til så mange potentielle deltagere som muligt. Vi er også i gang med at få etableret en hjemmeside, hvor der vises billeder og videofilm fra dette års arrangement. Optimismen er stor, understreger Rasmus Gammelholm Pedersen.