Sidste år måtte arrangørerne Lions Club Løgstør melde udsolgt en uge før løbets afvikling. Det skal ikke ske i år, lover Rasmus Gammelholm Pedersen, der er tovholder for afviklingen.
- Alle skal kunne være med og vi har bestilt flere medaljer og startnumre. Himmerland Forsikring og BDO revision har igen i år meldt sig som hovedsponsorer og Ranum Efterskole forventer, at 800 elever, forældre og søskende stiller op til start, oplyser Rasmus Gammelholm Pedersen.
- Danmarks kønneste søløb – Vilsted Sø Løb er blevet en fantastisk succes på landsplan, siger borgmester Per Bach Laursen. De velvalgte ruter i den skønne natur, professionel tilrettelæggelse og afvikling, fine præmier til vinderne, imponerende flotte medaljer til deltagerne og nogle fantastiske rammer omkring arrangementet ved Ranum Efterskole og Ranum Multikulturhus er nogle af de ting, som løbet huskes for.
Han bakkes op af Vesthimmerland Kommunes tidligere borgmester Knud Kristensen, som hvert af de fire år Vilsted Sø Løb har eksisteret, har deltaget i løbet.
-Det har været en fantastisk udfordring at medvirke til opstarten og afviklingen af løbene. Det er vokset med opgaven. Første afvikling var under simple forhold i relation til nu. Der var ingen sti hele vejen omkring søen. Det er der nu. Dette grundet stor opbakning fra Leif Lyngsøe, Naturstyrelsen, Aage V. Jensens Naturfond..
Jeg glæder mig til at få et væddemål med skatteminister Karsten Lauritzen afgjort. Jeg mener at kunne gennemføre ruten hurtigere end han kan, når man tager højde for alderen. Det får vi afgjort på 5,3 km. ruten i år, siger en optimistisk Knud Kristensen.
- Sammen kan vi meget og afviklingen af Vilsted Sø Løbet er et godt bevis på, at samarbejde belønner sig, siger formand for Ranum Multikulturhus Erik Knudsen, Ranum. Foreninger i Ranum og byerne ved søen, Ranum Efterskole og Ranum Kulturhus har arbejdet sammen med Lions Club Løgstør om opgaven. Det har givet de helt rigtige rammer omkring arrangementet, mener Erik Knudsen, Ranum Multikulturhus.
Hos hovedsponsorerne Himmerland Forsikring og BDO er begejstringen for Vilsted Sø Løbet også stor.
- En herlig kombination af natur, fritid, motion, fællesskab på tværs af geografiske grænser. En fælles oplevelse som vi gerne bakker op om siger Jesper Færch, Himmerland Forsikring og Jesper Vingborg, BDO revision.