Det var et imponerende syn, da over 1000 løbere i dag løb rundt om Vilsted Sø.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Femte udgave af Vilsted Sø Løbet blev i dag afviklet med start fra Ranum Efterskole. Modsat sidste år flaskede vejret sig perfekt, og det passede de mange løbere. Hele 1300 startnumre var revet væk, og dermed kunne arrangørerne melde alt udsolgt allerede i tirsdags.
Alligevel stod flere i kø lørdag morgen i håb om at kunne få et startnummer. Da flere tilmeldte ikke dukkede op, lykkedes det derfor at få alle ud på stierne rundt om den store sø.
For første gang var der en maratonrute, som 21 løbere prøvede kræfter med fra morgenstunden. I løbet af eftermiddagen kom der løbere og gængere af sted på 1/2 maraton, 13 km og 4,6 km. På det største hold blev over 500 sendt af sted på en gang, og det var et imponerende syn at se den lange slange af mennesker på stien langs søen.
Én af deltagerne er Erik Holm fra Viborg, der er med for tredje gang. Tidligere har han deltaget på den korte rute, men i år valgte han at løbe en halvmaraton.
- Det er et fantastisk arrangement. Både depoterne, og det Lions gør for at få det hele til at lykkes, sagde Erik Holm, da han kom i mål på en flot 3. plads.
Det er Lions Club Løgstør, der står bag arrangementet i tæt samarbejde med Ranum Efterskole College, Ranum Multikulturhus, Ranum Borger & Erhvervsforening og Vilsted Borgerforening. Overskuddet fra løbet går til humanitære og kulturelle formål.
Og for Erik Holm fra Viborg er der al mulig grund til at deltage igen i 2020. Han er vant til at deltage i forskellige løb, men Vilsted Sø Løbet kalder han for en af de bedste uofficielle løb. Ikke mindst den fantastiske natur og stierne med grus og græs gør løbet interessant, påpeger han.
Også løbsleder Rasmus Gammelholm Pedersen fra Lions Club Løgstør er tilfreds med afviklingen. Han bryster sig af, at løbet nu er det største i Vesthimmerland. Nok så vigtigt er det, at udeblivelsesprocenten ligger meget lavt, så af de 1300 tilmeldte kom 1248 ud på ruterne. Ranum efterskole har i denne weekend familieweekend, og det trak gevaldigt op i deltagerantallet.
Der har stort set været positive reaktioner fra alle kanter, så vores forestilling om, at maratonruten skulle være en engangsforestilling vil blive taget op til fornyet overvejelse til næste år, siger Rasmus Gammelholm Pedersen.
Alle deltagere fik en særlig fremstillet medalje præget med Ranum Efterskoles gamle seminariebygninger, da de nåede i mål, og Ranum Efterskole stod klar med forplejning til de mange deltagere i målområdet. Derudover var der fine præmier til de tre hurtigste på alle løbedistancerne. Præmier, som en lang række sponsorer har doneret. Desuden har Himmerland Forsikring og BDO igen været trofaste hovedsponsorer.
Datoen er allerede sat for Vilsted Sø Løbet i 2020. Det bliver den 12. september.