Der er snart byfest i Vindblæs, og programmet er klar. Men arrangørerne mangler hjælpere til at afvikle byfesten.
I starten af juni er der byfest i Vindblæs. En byfest, som plejer at give et overskud på 50.000 kroner, som går til Vindblæs Boldklub. Men byfestkomitéen er presset af, at det kniber med at finde frivillige til at påtage sig opgaver under byfesten.
- Vi er 7 lokale ildsjæle i byfestkomitéen, og vi står for alt planlægningen og meget af det praktiske. Men vi kan ikke klare det uden hjælp. Bare til bemandingen af vogne alene har vi brug for 42 hjælpere. Vi har heldigvis nogle gode faste hjælpere, men vi kunne godt bruge cirka 20 mere, siger Pia Høgh fra byfestkomitéen.
Hun understreger, at det er ulønnede opgaver, og man får ikke andet end glæden ved, at hjælpe med at rejse penge til Vindblæs Boldklub og hyggen ved at give en hånd og eventuelt lære nogle nye mennesker at kende.
Hvis ellers posterne bliver besat, kommer selve byfesten næsten til at forløbe, som den plejer. Der er dog en lille ændring i forbindelse med Grundlovsmiddagen om onsdagen, da den i år falder sammen med Vindsusløbet.
- Derfor har vi flyttet middagen en ½ time frem til kl. 17.30, så man kan få parkeret inden starten på Vindsusløbet kl 18.00. Som noget nyt vil vi lave et sæbekasseløb for børn og barnlige sjæle lørdag efter skolefodbolden, vi håber på at børn og forælder, ja måske endda bedsteforælder kan hygge sig med at bygge bilen, og se om den holder til løbet, slutter Pia Høgh.
Programmet for Vindblæs Byfest vil senere blive offentliggjort her på Lokaltindblik.dk, når de sidste detaljer er på plads.