Ranum Rideklub har haft et godt første halvår af 2017. Klubben har afviklet internt ridestævne, udvidetklubstævne for klubber i hele området, og i weekenden den årlige ridelejr for alle klubbens medlemmer.
Ridelejren var velbesøgt. Hele 38 børn deltog. Ridelejren startede fredag med 31 børn/unge i alderen 6-17 år. Her blev sat telte op, redet, pudset rideudstyr, og aftenen blev afsluttet med bål og rundbold i ridehallen.
Lørdag startede med en tidlig ridetur og dressurridning for de største, inden 7 microryttere i alderen 3-5 år kom og deltog i formiddagens program; en striglekonkurrence og en tur i skoven på hesteryg.
Over middag tog de mindste ryttere hjem, og den store flok tog "jernhestene" til Rønbjerg og badede.
Søndagen stod på en lang ridetur til stranden og ridelejren blev afsluttet med ponygames i ridehallen.