Mandag d. 19. august 2019 - �rgang 14
Man skulle tro, at Peter Harbo allerede på valgaftenen i november 2017 vidste, at han kun ville få knap to år i byrådet, da han som 18-årig blev valgt som yngste mand. Men det var vistnok V-tegnet for "victory", der blev signaleret her. Arkivfoto: Per Lyngby

Yngste mand forlader byrådet i Vesthimmerland

29-07-2019

Den blot 20-årige Peter Harbo forlader byrådet for at studere i København og overlader pladsen til en anden Venstremand.

Kommunens yngste byrådsmedlem, Peter Harbo, udtræder snarligt af Vesthimmerlands Kommunes byråd, da han er én blandt de 65.714 ansøgere som fredag blev tilbudt en studieplads. I Peters tilfælde fører dette ham til København, og nærmere bestemt til Copenhagen Business School (CBS), hvor han skal studere BSc i International Shipping and Trade. Et liv i København betyder, at Peter ikke længere kan varetage posten som byrådsmedlem i kommunen, og af den årsag må han lade sit mandat gå videre. 

”Det har bestemt ikke være nogen nem beslutning. Det er her jeg er vokset op, og her jeg hører hjemme. Oprindeligt var planen, at jeg ville læse statskundskab i Aarhus og under studietiden blive boende i Vesthimmerlands Kommune. Sidenhen fik jeg øje på shippinguddannelsen på CBS – og efter at have besøgt såvel studiet på Aarhus Universitet som studiet på CBS, har jeg måttet erkende, at det er den merkantile uddannelse, jeg brænder for”, udtaler Peter Harbo. 

”Jeg er ekstremt ærgerlig over at måtte forlade mit mandat i byrådet – og ærgerlig over at fraflytte vores dejlige kommune. Men hjertet vil, hvad hjertet vil – og jeg skylder en stor tak til alle mine støtter og de fantastiske mennesker, der gav mig mandatet – men jeg er også spændt på, hvad fremtiden byder”, fortsætter han. 

Jakob Dyrman kommer i byrådet
 
Peter finder rent politisk megen trøst i at overlade stolen i byrådssalen til Jakob Dyrman. 

”Jeg ved, at Jakob er en stærk personlighed med skarpe holdninger. Og så besidder Jakob mange af de samme værdier som jeg selv, ligesom han kender meget til den unge målgruppe i kraft af sit arbejde som gymnasielærer på Vesthimmerlands Gymnasium. Jeg glæder mig til at se, hvad Jakob kan udrette, men vigtigst af alt er jeg sikker på, at han kommer til at gøre det fantastisk”. 

Kommende byrådsmedlem glæder sig Det er da også tydeligt, at Jakob Dyrman glæder sig til at kunne trække i arbejdstøjet. 

”Først og fremmest vil jeg ønske Peter tillykke med, at han er kommet ind på CBS i København, herunder et studie som virkelig at svært at komme ind på. Det er flot gået”, udtaler han indledningsvist om situationen. 

”Det mandat jeg kommer til at overtage fra Peter, skylder jeg naturligvis en stor tak for til de mange vælgere i kommunen, som stemte på mig i forbindelse med sidste kommunalvalg. De bærer æren for, at jeg nu kan få lov at gøre min indflydelse gældende i byrådssalen, så tak for det”, fortæller Jakob videre. 
 
Ligesom Peter, understreger Jakob også, at han er parat til at føre de samme værdier videre, som indtil nu har været ført til torvs fra stolen i byrådssalen. 
 
”I de to udvalg Peter har været medlem af siden 1. januar 2018, er jeg naturligvis klar til at videreføre mange af de samme værdier, som Peter har stået for – Vi har begge det som hjerteblod at arbejde for de unge i kommunen, men jeg glæder mig også til at sætte mit eget præg i udvalgene” siger Jakob, inden han slår fast, at det ikke er givet, at det lige præcis bliver de to udvalg, han skal indtage en plads i.

”Om det er nøjagtigt de udvalg, jeg kommer til at sidde i, må vi have vendt i Venstres byrådsgruppe, for der kan naturligvis forekomme rokeringer – men jeg er klar, og jeg glæder mig”, fortæller Jakob afslutningsvist. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!