Onsdag d. 15. juli 2020 - �rgang 15

53-årig mand ramt af skud i Fjerritslev

04-03-2020

I går aftes, d. 3. marts 2020, indledte Nordjyllands Politi en massiv efterforskning i Fjerritslev. Det skyldes, at en 53-årig mand blev ramt af skud. Politiet søger vidner til sagen.

Baggrunden var, at politiet tidligere samme aften modtog en anmeldelse om, at en person var væltet på sin knallert på Jernbanegade i Fjerritslev, men da ambulancepersonalet ankom til stedet, kunne de konstatere, at han var ramt af i hånden af skud.

Manden, der stammer fra lokalområdet, er erklæret uden for livsfare, men han er forsat indlagt på hospitalet, oplyser lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen. 

Politiet rykkede på grund af hændelsen øjeblikkeligt ud til Fjerritslev med adskillige politi-patruljer, og man foretog i og omkring byen en række efterforskningsskridt, herunder blev ejendomme undersøgt af politiet, ligesom området blev undersøgt, bl.a. af hundepatruljer. 

Man vil derfor fortsat i dag, 4. marts 2020, kunne se politi, der arbejder i området omkring gerningsstedet i Fjerritslev.

Og i forbindelse med efterforskningen søger politiet efter vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen. 

"Særligt et udenlandsk par, der ca. kl. 20.00 i går aftes var i dialog med ambulancepersonalet, der behandlede forurettede på Jernbanegade, er interessant for vores efterforskning. Dem vil vi gerne tale med," siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, og tilføjer, at parret var kørende i en sølvgrå Ford Focus. 

Parret og alle andre vidner bedes straks ringe til politiet på 114.  

Massiv efterforskning i gang

Imens forsætter politiet sin efterforskning i sagen. 

Efterforskningen koncentrerer sig om at belyse forløbet før, under og efter skudepisoden, ligesom man skal have klarlagt et muligt motiv.  

”Skud i det offentlige rum er en særdeles alvorlig sag, så der er et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi efterforsker massivt for at få klarlagt, hvem der har afgivet skud, og under hvilke omstændigheder det er foregået," siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der oplyser, at det blandt andet indebærer en række tekniske undersøgelser og undersøgelser i området, ligesom forurettede og en række andre personer skal afhøres af politiets efterforskere, herunder de vidner der måtte henvende sig i løbet af i dag.  

Frank Olsen kan dog tilføje, at der formentlig er tale om, at det er skud afgivet med et jagtgevær. 

Politiet kører den mobile politistation til Fjerritslev i dag, hvor det vil være muligt at tale med politiet og stille spørgsmål, ligesom politiet som nævnt sidder klar til at modtage alle relevante oplysninger i forbindelse med sagen.  Den mobile politistation vil holde ved Jernbanegade 1 (ved Netto) i Fjerritslev i dag fra kl. 10-14. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!