Politiet formoder, at manden er blevet påkørt af en lastbil.
Af Jacob Dalgaard
En tragisk og noget mystisk sag udspillede sig onsdag formiddag udenfor Jem & Fix på Keldgårdsvej 1 i Aars. Her blev en mand klokken 11.35 fundet livløs udenfor butikken. Der blev ringet 112 og ambulancereddere udøvede hjerte-lungeredning, men klokken 12.05 blev manden erklæret død. Den afdøde er 73 år gammel og kommer fra Aars-området, og hans pårørende er blevet underrettet.
Det er politiets teori, at manden er blevet påkørt af de mange lastbiler, som kommer med varer til Jem & Fix. Politiassistent Jesper Olesen ved Himmerlands Politi i Hobro oplyser, at politiet arbejder med tre lastbiler. Der arbejdes også ihærdigt på at få gennemgået overvågningsudstyr. Men teorien er, at en lastbil i forbindelse med vareindlevering har ramt den 73-årige uden at have opdaget det. Men hændelsesforløbet er torsdag morgen stadig uklart.
Ingen har set noget, da ulykken skete, siger Jesper Olesen.