I morges kl. 07.02 opstod der brand i en gård på Thorupvej i Aggersund. Branden var opstået i et blandingsanlæg, der var på loftet af stalden. I stalden umiddelbart nedenunder var der opstaldet ca. 600 grise. Brandvæsnet oplyste, at branden var opstået i en overophedet motor til foderblandingsanlægget. Dele af tagkonstruktionen blev ødelagt af branden, men ingen af dyrene på gården led overlast.
Brandfolk fra både Løgstør og Fjerritslev var sendt ud til slukningen, og de fik desuden assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.