Lørdag aften efter klokken 22 var der usædvanlig aktivitet på biblioteket i Knabergården i Aalestrup. Ni unge mennesker i alderen 14-18 år havde fundet et åbent vindue, som de var kravlet ind ad. De benyttede biblioteket til at hygge sig med en mindre fest og nogle dåseøl. Det kom dog politiet for øre, og betjente dukkede op og fik stoppet festen. De bad deltagerne om at rydde op efter sig og forlade biblioteket.
En 15-årig ung mand blandt de deltagende blev fundet i besiddelse af et kanonslag, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.