Både Pavillon ChristiansMinde og Tandlægerne Løgstør har haft indbrud i weekenden, men størst udbytte fik tyvene i Munksjørup.
I Købmagergade i Løgstør blev der natten til lørdag brudt en terrassedør op, og gerningsmanden slap fra gerningsstedet med 5-10 pakker Prince.
Hos Pavillon ChristiansMinde har nogen mellem torsdag og søndag i sidste uge brudt en gitterport og en dør op til restaurantens personaleindgang. En patrulje har været på stedet, men politiet har ikke nogen opgørelse over, om noget er stjålet fra stedet.
Der er heller ikke angivet et udbytte af et indbrud hos Tandlægerne Løgstør i Bredgade. Det er sket natten til søndag, hvor et vindue blev brudt op.
På Ranumvej i Vilsted blev der stjålet en boremaskine af mærket Dewalt og diverse lak og malingprodukter ved et indbrud i et udhus natten til fredag.
På de samme breddegrader har der i omtrent samme tidsrum været indbrud i et udhus på Munksjørupvej, hvor der også er stjålet værktøj. Det kunne godt give en indikation af, at det er samme gerningsmand, der har været på spil. På Munksjørupvej blev der stjålet tre vinkelslibere, hvoraf de to er af mærket Bosch, 5 Hitachi boremaskiner og en bajonetsav, slagnøgle, slagboremaskine - alle af mærket Milwaukee samt 8 batterier tilhørende Milwaukke-serien.
Endelig har der natten til lørdag i Aars været tyveri af dieselolie fra nogle lastbiler, der holdt prkeret på Hjortkærsvej. Gerningsmanden har her klippet hul i et trådhegn for at komme ind.