24-årig mand fremstilles i dag i grundlovsforhør sigtet for brandstiftelse på en ejendom på Bjørnstrupvej øst for Gatten.
I går klokken 14.09 blev der slået alarm om gårdbrand på Bjørnstrupvej 53 nær Gatten. Brandvæsenet ilede til undsætning for at få slukket ilden, som havde fat i både et stuehus og en lade.
En mistænkelig person blev i det samme set forlade stedet, og politiet indledte en jagt på manden. Han blev klokken 15.33 fundet og anholdt på Hornum Skole, hvor han havde låst sig inde på et toilet.
På ejendommen tyder foreløbige undersøgelser på, at der er to arnesteder til branden, hvilket bestyrker mistanken om at branden kan være påsat. Den 24-årige, hvis adresse er ukendt, bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for brandstiftelse.
Ingen kom til skade ved branden.