Sommerhusejere i Trend har igen været ofre for tyveknægte. I wekendens løb har Nordjyllands Politi modtaget tre anmeldelser om indbrud. To af dem er på Gl. Amtsvej. I det ene er der mellem den 16. og 22. april stjålet et 40" fladskærms-tv af mærket Samsung og en lille kombiovn.
I nabohuset blev et vindue brudt op i fredags klokken 03.16, hvilket sandsynliggør, at de øvrige indbrud i Trend er sket omkring dette tidspunkt. Alarmen er formentlig skyld i, at tyvene ikke fik noget udbytte med fra huset.
Også på Elisesvej har der været indbrud via et vindue. Her lykkedes det at stikke af sted med et 42" Sony tv.
Foruden indbruddene i Trend har der været indbrud i en lejlighed på Illerisørevej i Hvalpsund.To blå affugtere til en samlet værdi af 16.000 kroner er snuppet mellem den 1. og 21. april. Affugterne tilhørere et firma i Hvidovre.