To indbrudstyve blev søndag eftermiddag overrasket af en beboer og hans hund i Hornum. Det udviklede sig til et røveri.
Klokken 15.07 i går eftermiddag overraskede en 58-årig mand to indbrudstyve, som stod i mandens stue. Den ene af gerningsmændene stod på spisebordet i færd med at afmontere en lampe, mens den anden stod ved siden af.
Da beboeren og hans hund kom ind i stuen, tog tyvene flugten via husets have. Her tabte den ene af gerningsmændene noget, og da han vendte om for at samle det op, stod han blot omkring 5 meter fra den 58-årige og hans hund, som var fulgt efter. Det fik gerningsmanden til at trække en kniv, og han truede med at stikke den 58-årige ned, hvis han nærmede sig.
Det lykkedes tyvene at stikke af. Den ene gerningsmand beskrives som cirka 25 år, 170-180 centimeter høj, mørkt hår,som er klippet helt kort i siden og i nakken, og så talte han dansk. Han var iført grå joggingbukser og en blå eller sort dunvest og muligvis handsker. Den anden gerningsmand er der intet signalement af.
Politikommissær Preben Møller, Himmerlands Politi, oplyser, at der er lavet gerningstedsundersøgelse, og sagen vil bliver efterforsket yderligere for at finde frem til de to mænd, som anses som røvere.