De fleste kender vist godt reglerne om, at man ikke må skyde fyrværkeri af før den 27. december. Men mange overtræder forbuddet, og sommetider får det konsekvenser.
Det gjorde det for en 20-årig mand, der i aftes klokken 21.05 sammen to andre mænd fyrede et flerskudsbatteri af på Røøjbækvej i Farsø. En politipatrulje var i nærheden, og den fik fat på de tre mænd, som netop havde forstyrret den offentlige orden.
Den 20-årige blev holdt ansvarlig for at have antændt batteriet, og han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han får nu en bødestraf, der i udgangspunktet er på 2000 kroner. I følge politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi kan bøden i tilfælde af mindre mængder fyrværkeri nedsættes. Til gengæld følger der ved overtrædelse af fyrværkeriloven ofte en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, som giver en bøde oveni.