Fredag d. 18. januar 2019 - Årgang 13

Politiet finder stjålne møbler fra indbrud i Trend

07-01-2019

En række indbrud på Gerdasvej i Trend er muligvis tæt på en opklaring.

Af Jacob Dalgaard

I sidste uge blev der anmeldt et indbrudsforsøg i et sommerhus på Gerdavej i Trend, og henover weekenden er der anmeldt yderligere fire indbrud på samme vej. Det fortæller politikommissær Preben Møller fra Himmerlands Politi.

Han kan også fortælle, at politiet allerede er på sporet af en eller flere gerningsmænd. Efter et tip rykkede politiet i går sidst på eftermiddagen ud på en adresse i Hald-Tostrup vest for Hobro. Her blev der fundet nogle møbler, som stammer fra et af indbruddene på Gerdasvej i Trend.

Sagen i Hald-Tostrup betragtes af politiet som en hælerisag, siger Preben Møller, der ikke kommer med flere detaljer. Men han oplyser, at der mandag morgen endnu ikke er nogen anholdte. Men politiet er på sporet af gerningsmændene, tilføjer han.

I én af villaerne i Trend er der stjålet et gulvtæppe og en lampe, mens borde og stole er efterladt væltet i huset. Der er ikke lavet en endelig opgørelse over det stjålne i det pågældende hus. I et andet hus er der stjålet et armatur fra et badeværelse samt noget spiritus. Begge steder er tyven kommet ind ved at brække et vindue op.

I de to andre huse er der ikke stjålet noget. Også her har tyven brækket henholdsvis et vindue og en terrassedør op.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!