Fredag aften mellem klokken 18.20 og 20.55 blev der stjålet en computer ved et indbrud i en bolig på Vadgårdsvej i Havbro.
Ellers var det i høj grad smykker, der var udbyttet ved weekendens øvrige anmeldte indbrud i Vesthimmerland. Eksempelvis på Flejsborgvej i Vester Hornum, hvor der blev stjålet smykker under et indbrud i en villa mellem lørdag kl. 15 og søndag kl. 01.20. Gerningsmanden kom ind ved at bryde et vindue op.
Samme fremgangsmåde blev brugt ved et indbrud i en villa på Uglevej i Farsø søndag sidst på eftermiddagen. Her fik tyven en ring og en halskæde af mærket Marguerit med sig.
På en landejendom på Vester Skivumvej ved Skivum blev der stjålet en slangehalskæde i sølv, et armbåndsur, et smartswatch og nogle kontanter. Det skete mellem torsdag og fredag.