Masser af sølvtøj stjålet i villa i Aars.
Natten til lørdag blev en kælderdør til en villa på Hobrovej i Aars brudt op af en ukendt gerningsmand. Indenfor blev hele villaen rodet igennem, og tyven stjal noget Georg Jensen sølvbestik af mærket "Bernadotte" til 18 personer. Derudover blev der stjålet en sølvlagkagekniv, en sølvskål på fod og 18 tretårnet sølvteskeer.
I Aars har der også været indbrud i en villa på Hans Egedes Vej samme nat. Her er et køkkenvindue blevet brudt op, og tyven har stjålet smykker og nogle kontanter.
I Aalestrup er der stjålet en vaskemaskine, og tyven har desuden forgæves forsøgt at afmontere et toilet i en villa på Digervej. Tyven er kommet ind ved at bryde en terrassedør op i mellem den 15. og 23. september.