Blandt weekendens anmeldelser om tyveri i Vesthimmerland var der en sælsom en af slagsen i Løgstør.
På Norgesvej i Løgstør har der i et længere tidsrum fra 27. december 2020 til 15. januar 2021 været indbrud i en kælder. Her har en tyveknægt stjålet en spillemaskine, der deler stillingsbetegnelser med gerningsmanden - nemlig en enarmet tyveknægt. Tyven har dog formentlig været udstyret med to arme for at kunne håndtere spillemaskinen, der i øvrigt er defekt.
I Aars har der været indbrud i to biler på Lyngsøvej. Fra en Peugeot 208 er der stjålet to GPS'er, mens der fra en Toyota RAV4 ikke er meldt noget stjålet. De to bilindbrud er sket fredag morgen mellem klokken 06.15 og 08.30.
Lidt spartelmasse og diverse småværktøj af mærket Dewalt blev noget af udbyttet ved et indbrud i en lejlighed i Borgergade i Aalestrup mellem fredag middag og lørdag morgen. Der er ikke sigtet nogle gerningsmænd til nogle af de omtalte indbrud.