Den internationale cykelorganisation, UCI, har begrænset antallet af hold på Europaturen til 29. Derfor er der færre hold til start i Den Nordvestjyske Cykelweekend i år. Tidligere har man kørt med 33 hold. Begrænsningen har desværre medført, at nogle hold måtte se sig forbigået, da tilmeldingerne var indløbet.
Den Nordvestjyske Cykelweekend afholdes lørdag den 28. april med Grand Prix Himmerland Rundt med start og mål i Aars og søndag den 29. april i Skive hvor Rent Liv Løbet afvikles.
Med seks ryttere på hvert hold er der trods begrænsningen tale om et stort og imponerende, internationalt felt. Foruden den danske elite, hvor de fire danske continental hold,
BHS-Almeborg Bornholm, Riwal Ceramicspeed Cycling Team, Team Coloquick-CULT og Team Virtu Cycling, har tradition for at være blandt de dominerende teams, er hold fra Norge, Sverige, Holland og Estland blandt deltagerne.
Den Nordvestjyske Cykelweekend er endvidere en storartet mulighed for talenterne på de danske klubhold, som her får mulighed for at smage på det internationale cykelmiljø.