Med en sejr på 2-1 over Randers fik AaB sin første sejr i forberedelserne til den nye sæson i Superligaen.
Tekst & foto: Per Lyngby
Omkring 500 mennesker havde forladt TV-skærmenes VM-fodbold og VAR-systemer for at se live-fodbold på Farsø Stadion, hvor de to Superligaklubber AaB og Randers krydsede klinger som forberedelse til den nye sæson.
Jannik Pohl og Pavol Safranko stod for det nordjyske fodboldflagskibs scoringer i kampen, hvor AaB var foran 2-0, inden Randers fik reduceret midt i anden halvleg. De mange fremmødte tilskuere blev vidne til en udmærket kamp, hvor sommervarmen og de traditionelle mange udskiftninger dog satte sit præg på den overordnede kvalitet af udskejelserne på den særdeles velplejede grønsvær i Farsø.
Der var fri entre til kampen, hvor den lokale klub, Farsø-Ullits IK, tjente lidt til klubkassen ved salg af pølser og øl og sodavand.
Efter kampen gav AaB-spillerne sig god tid til at snakke med fans og skrive autografer, og her var ikke mindst Kasper Risgård med en fortid i Aars en ombejlet herre.