Håndbold: Knaberne tog hul på det nye år med endnu en sejr og er stadig ubesejret.
Tekst: Per Lyngby
Det begynder at blive svært at se, hvem der skal stoppe Aalestrups håndboldherrer i deres march mod 2. division.
Lørdag gjorde Nordthy forsøget på hjemmebane, men de måtte, som mange andre hold i rækken, se knaberne drage hjem med en sejr og begge point i håndboldtaskerne. 24-27 stod der på tavlen efter kampen, og dermed er Aalestrup 6 point foran Aalborg HK på andenpladsen, som dog kan blive overtaget af Hjørring eller Hjallerup, hvis et af disse hold formår at vinde i deres indbyrdes opgør tirsdag aften.
Løgstør har i samme række været resultatmæssigt nogenlunde lige så svingende, som den gamle bro over Frederik den 7.’s Kanal, men holdet tog dog hul på det nye år med en sejr på 25-21 ude over Vestbjerg, som man dermed kommer på pointhøjde med.
I den kommende weekend spiller Løgstør hjemme mod Nordthy, medens Aalestrup får besøg af Hjallerup.