Fodbold: For tredje kamp i træk spillede Aars IK 1-1.
Aars IK’s herrer i serie 3 er fortsat ubesejret efter fire kampe i efteråret. Pointudbyttet er dog forholdsvis beskedent, da tre af kampene er endt uafgjort. Alle med resultatet 1-1.
Lørdag eftermiddag gæstede oprykkerne fra Skørping stadion i Aars, og de fik stort set, det de kom efter, nemlig point med hjem.
“Vi spiller 1-1 igen, men der er tale om spil til ét mål - nemlig deres. Ud over det mål, vi giver dem efter 11 minutter, har de stort set ingenting. Anders Ebbensgaard får udlignet 35 minutter inde i første halvleg, hvor de ligner et hold, som hverken vil eller kan spille fodbold. Vi formår ikke at score på det utal af kæmpe chancer, som vi har, og så er det svært at vinde fodboldkampe. Da Kasper Hyldal endelig får bolden i nettet, underkender dommeren målet, hvilket i mine øjne var en stor dommerfejl. Selvfølgelig skal vi være skuffet over ikke at vinde sådan en kamp, men vi må tilbage på træningsbanen og øve afslutninger”, sagde Aars-træner Allan Leander Mikkelsen til Lokaltindblik.dk umiddelbart efter kampen.
Næste lørdag spiller Aars på udebane mod Valsgård, som ligger side om side med Aars i tabellen med 6 point men en markant bedre målscore.