Fodbold: Efter fem runder har Aars fortsat maksimumpoint i serie 3.
Tekst: Per Lyngby
På forhånd anså træner Jakob Dyrman Ravnsbjerg-Løgstrup som en af de sværeste modstandere i puljen. Lørdag tørnede de to hold sammen i Aars, hvor hjemmeholdet cementerede sin førsteplads med en sejr på 2-0.
Efter en målløs første halvleg kom Aars foran, da kampuret havde rundet et kvarter af anden halvleg. Rene “Nuggi” Petersen omsatte et straffespark i mål, og dermed havde hjemmeholdet et godt udgangspunkt for den sidste halve time. Med godt fem minutter igen scorede Niklas Bach Frederiksen til 2-0 og dermed var de tre point i hus.
Med sejren udbyggede Aars sit forspring i toppen, hvor holdet ligger lunt med maksimumpoint 15 for 5 kampe.
Torsdag aften kan spillerne bidrage til Kimbrerfestlighederne med endnu en sejr, når bundholdet Viborg FF kommer på besøg. Kan der stables yderligere tre point i stakken, bliver det svært at undslå sig værdigheden som oprykningsfavoritter i Aars IK.
Klubbens andethold, som også spiller i serie 3, er kommet i gang efter en pauver start. Holdet fulgte sejren over Strandby op med ennu en sejr og 3 point, da Klejtrup blev besejret med 4-1. Målene blev scoret af Rene Gundersen og så et hattrick af rutinerede, men stadig målfarlige, Per Møller.