Lørdag d. 20. april 2019 - Årgang 14

Aars har kurs mod oprykningskampe

17-03-2019

Håndbold: En hjemmesejr over bundholdet og et nederlag til de nærmeste rivaler betyder, at Aars-herrerne er tæt på at skulle spille om at komme i 1. division.

Tekst & foto: Per Lyngby

Håndboldsæsonen synger på sidste vers - for de fleste holds vedkommende.

Aars HK’s herrer i 2. division har mulighed for at forlænge sæsonen, hvis de kan holde momentum i de sidste to kampe i puljespillet. Kan kimbrerne komme ud af de kampe med fuldt pointudbytte, venter der play off kampe om en plads i 1. division. Første skridt på vejen blev taget hjemme i Idrætscenter Østermarken søndag eftermiddag, hvor bundholdet Viborg blev besejret med sikre 28-20.

Da Hjallerup i weekenden tabte deres kamp, skal meget gå galt, hvis ikke Aars er at finde mellem de hold, som skal ud i ekstra kampe om oprykning. Aars og Hjallerup mødes på torsdag i Hjallerup, og her har Aars råd til at tabe, hvis bare de så henter en sejr i den sidste kamp mod Lemvig.

I kvindernes 2. division spillede Aars hjemme 19-19 uafgjort mod Ikast og ligger dermed lunt og godt placeret midt i rækken før sidste spillerunde, hvor det gælder nedrykningstruede Søndermarken på udebane. Søndermarken tabte i denne weekend til topholdet Sæby, og dermed er der lagt op til nye lokalbrag mellem Aars og Farsø i næste sæson, da Farsø formentlig selv klarer at holde sig fri af nedrykning.

I herrernes 3. division fortsatte Løgstør den slingrende kurs - denne gang med pilen pegende opad, da Vestbjerg blev besejret med 24-21 på udebane. I den kommende runde skal Løgstør til Aalborg, inden sæsonen rundes af med en hjemmekamp mod Hjørring.

Aalestrup, som ligeledes spiller i 3. division, vandt søndag med 24-23 over Svenstrup-Godthåb og mangler nu blot en enkelt kamp hjemme mod Søndermarken om 14 dage. Knaberholdet er placeret midt i puljen uden mulighed for at rykke op eller risiko for at rykke ned.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!