Håndbold: Aars har placeret sig midt i rækken i herrernes 2. division.
Aars Håndbold klubs herrer i 2. division hentede et vigtigt point i den svære udekamp mod HEI-Skæring - kampen sluttede 26-26.
I damernes 2. division skulle Aars rejse sig efter nederlaget til Farsø, og på forhånd lignede det da også en overkommelig opgave på udebane mod bundholdet fra Struer. Hjemmeholdet blev da heller aldrig nogen trussel for kimbrerpigerne, som kunne drage hjemover med en knusende sejr på 36-20. Dermed er oprykkerne fra Aars placeret på puljens 3. plads med 6 point for 5 kampe.
I herrernes 3. division tabte Løgstør med 29-24 til Aalborg HK, og dermed glider Løgstør ned på pladsen lige over nedrykningsstregen i den tætte pulje, hvor der heller ikke er langt til topholdene.
Aalestrup HK ligger side om side med Løgstør i tabellen. I de seneste 2 kampe har Aalestrup spillet uafgjort mod Aalborg KFUM og tabt med 24-36 til Tvis.